This page has moved to a new address.

Skammerens datter af Lene Kaaberbøl

Liv med litteratur: Skammerens datter af Lene Kaaberbøl

Liv med litteratur

En bogblog til inspiration

fredag den 20. maj 2011

Skammerens datter af Lene Kaaberbøl

Første udgivelse: 2000
Forlag: Forum
Sidetal: 220
Genre: Fantasyroman, børnelitteratur,

Så er jeg tilbage efter et par dage med eksamenslæsning og eksamen. Fantastisk følelse at være lidt fri igen :-) Har savnet at have tid til (skønlitterær) læsning og at skrive her på bloggen.

Som en del af maj måneds bogudfordring har jeg læst denne fantasybog, som også er en børnebog. En af mine gode veninder sværger til den, så da den blev foreslået på bloggen Bogklubben mener, slog jeg til.

Bogen foregår i et middelalderunivers og handler om pigen Dina. Hendes mor er skammer, og kan se alt det folk skammer sig over og få dem til at føle skam bare ved at se dem i øjnene. Dina har arvet sin mors egenskaber og har derfor meget svært ved at få venner, da ingen ønsker at se deres skam i øjnene. En aften sendes der bud efter Dinas mor fra byen Dunark, hvor der er sket en forfærdelig forbrydelse, og hun skal hjælpe med at finde ud af, hvem den skyldige er. Dagen efter vender moren dog ikke hjem. I stedet kommer der en mærkelig mand, der fortæller Dina, at hun skal følge med til Dunark, hvor hendes mor har brug for hende. Dina tager med, men finder hurtigt ud af, at tingene ikke er som de ser ud til.

Jeg kunne rigtig godt lide historien, men bogen kom aldrig 100% ind under huden på mig. Til tider virker historien lidt usammenhængende, især i forhold til de nye relationer Dina skaber. Tingene sker simpelthen efter min mening lidt for hurtigt, hvilket også er tilfældet med slutningen. Pludselig skal der nå at ske en hel masse, så det ikke virker så troværdigt. Man kan også tydeligt mærke på sproget, at det ikke er en voksenbog, hvilket jeg for eksempel ikke synes er tilfældet med Harry Potter bøgerne. Alligevel blev jeg så fanget af historien, at jeg hurtigt købte toeren og treeren. Jeg vil rigtig gerne vide, hvad der sker med Dina, så på den måde kan man sige, at bogen alligevel har været en succes. Jeg vil nok anbefale den med forbehold til dem på min egen alder, men vil helt sikkert anbefale den til yngre læsere.

Bogen kan købes her for 83,96 kroner, men da det er en ret populær bog som mange har købt ville jeg nok satse på at finde den brugt endnu billigere. Selv købte jeg min hos Antikvariatet Penny Lane for 25 mener jeg.

Etiketter:

2 kommentarer:

Blogger Piskeriset sagde ...

Nu er jeg også ældre end den målgruppe, den er skrevet til, men jeg hyggede mig også med at læse den. Sproget er ganske rigtigt mere simpelt, men i modsætning til en del andre børne-/ungdomsbøger formår den alligevel at være interessant og nærværende.

21. maj 2011 kl. 07.30  
Blogger Malene sagde ...

Ja det gør den. Er netop gået i gang med toeren, og den kan lidt det samme. Faktisk synes jeg indtil videre at den fungerer lidt bedre faktisk :-)

21. maj 2011 kl. 17.39  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start