Libri di Luca af Mikkel Birkegaard

Mikkel Birkegaards roman er fængslende i bedste Dan Brown stil, men formår ikke at fastholde den verden, han forsøger at skabe.

Da jeg i august måned tog Libri di Luca ned fra bogreolen, var det med en forventning som hos en fireårig fødselar; jeg var ikke sikker på, hvad der gemte sig inde i pakken, men jeg havde det på fornemmelsen, at det var noget fra min ønskeseddel. Men selvom jeg endte med at ligge en hel dag på mit hotelværelse i Amsterdam, fordi jeg ikke kunne slippe den, levede den ikke helt op til mit håb om et stykke gennemført litteratur.

Historien har omdrejningspunkt i et gammelt sjælfuldt antikvariat. Butikken drives af bogelskeren Luca Campelli, men da han en dag dør pludseligt, overtager hans søn Jon Campelli; en ung advokat, som Luca ikke har haft kontakt med i mange år. Inden længe går det op for Jon, at hans far har været involveret i mere end et almindeligt antikvariat, og at der er mere magt i bøgernes verden end han nogensinde har kunnet drømme om, og at farens død måske har været andet end naturlig.

Som læser blev jeg drevet af historiens spænding, nysgerrighed efter, om det var butleren der gjorde det, og jeg fik slugt bogen på en enkelt dag. Desværre trækker det en del ned, at Mikkel Birkegaard ikke får overbevist mig om sit overnaturlige univers. Ind imellem bliver det for langt ude, og jeg synes ikke, at argumenterne og forklaringerne holder i forhold til de overnaturlige elementer. Det er noget som fx Dan Brown er utrolig god til at få til at lykkes. Han researcher enormt meget til sine bøger, og overbeviser gang på gang sine læsere om, at den verden han beskriver faktisk er virkelig, og det er noget, der virkelig mangler, og som ødelægger oplevelsen lidt.

Alligevel synes jeg, at bogen er værd at læse. Det er spændingen, der driver værket, så hvis man godt kan lide det, kan det være, at man skulle smutte på biblioteket efter et eksemplar.

Udgivet: 2007
Forlag: Aschehoug
Sidetal: 448
Genre: Fantasy, krimi,